Syrensaft


Gren af syren - og en færdig flaske syrensaft. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Gren af syren – og en færdig flaske syrensaft. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Blomstrende syrener kendetegner forsommeren og med digteren Johannes V. Jensens ord er ”den stærke friske duft af de blomstrende syrener ligesom sjælen i den danske forsommer”.

Lige nu – efter de sidste dages varme – går det meget stærkt med syrenernes blomstring; men vidste du at man kan lave en rigtig dejlig sommerdrik af syrenblomster? Måske kender du og har prøvet at fremstille hyldeblomstsaft? Fremgangsmåden ved syrensaft er den samme. Saften er meget læskende i sommervarmen og børn vil elske denne smukke sommerdrik.

Opskrift/fremgangsmåde:
Man plukker ca. 60 duske syrenblomster, og hvis de da ikke står nær en støvet vej, behøver du ikke skylle dem, men tjek dem grundigt for insekter, som elsker de duftende og farvestrålende blomster.
Man lægger blomsterduskene i en stor gryde.
Skærer 3 usprøjtede citroner i skiver og fordeler dem mellem blomsterne.
Tilsætter 2 kg rørsukker og 60 g citronsyre.
Hælder 3 ½ l kogende vand over dem og holder hele herligheden nede med en tallerken.
Når det er kølet af sætter du gryden i køleskabet og lader den trække 2-3 dage.
Den færdige saft kan fortyndes med vand efter behag.

Tips: En sommerdrik blandet af lige dele syrensaft, dansk vand og hvidvin smager himmelsk.

Lidt kulturhistorie: Tidligere anvendte man syrentræ til drejerarbejde såsom dåser, pibeskafter og indlagte arbejder i skuffer og skabe. Tækkemanden brugte tynde stokke af syrentræ som tækkestokke. Udtræk af bladene giver et mavestyrkende middel og er blevet brugt mod diarré. Mange steder i Danmark har det været skikken at pynte til Pinse med buketter af syren og pinselilje samt bøgegrene.