Bladene af gederams kan tilberedes som kål og spinat eller hakkes som grønt til supper. Blomsterne er fine at drysse på salater. Tidligere spandt man flyvehårene fra frøene til garn – hårene er fine og bløde som silke. Bladene har også været brugt til varme grødomslag på gigtplagede lemmer.
MARINEREDE FRISKE SKUD AF GEDERAMS:
40 ca. stk. friske unge skud som høstes i april-maj (ca. 10 stk. pr. person)
½ l vand
Saft af 1 citron
2 spsk. olie
100 g pinjekerner
1 knivspids salt
Fremgangsmåde:
De friske skud høstes og skylles. Koges ca. 3 min. i letsaltet vand og tages forsigtigt op med en hulske. Citronsaft og olie røres sammen og dryppes på. De ristede pinjekerne drysses over.
Retten kan serveres som en forret på ristet brød. Den kan også serveres som tilbehør til eksempelvis kold røget skinke og kold kartoffelsalat.