Mark med mælkebøtter. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det er mælkebøttetid og landskabet præges af de gule blomster. Ingen anden blomst i vor flora har fået så mange folkelige tilnavne som mælkebøtten, her er blot nævnt nogle eksempler: Præstekrone, munkekrone, løvetunge, harekål. I Thy var mælkebøtten også kendt under navnet troldkone og mælkebøttens saft kaldte man troldkonemælk eller fandens kærnemælk.
Men planten blev også brugt i folkemedicinen. Afkog af mælkebøttens rod blev bl.a. brugt til fremstilling af afføringsmiddel. Som middel mod sure opstød og leverlidelse lavede folk på Thisted-egnen te af rødderne, samt et middel mod hoste. Saften smøres på vorter for at få dem til at forsvinde. Roden og hele planten stod opført i Farmakopeen af 1772, som var datidens autoriserede liste over de urter, som apotekerne brugte til fremstilling af medicin.
Pæleroden blev under Napoleonskrigene brugt til fremstilling af et surrogat for kaffe og nogle folk levede af at samle og rense rødderne.
I husholdningen blev mælkebøttens blade brugt til at drøje på kålretter.
Af mælkebøttens blomster bandt pigerne kranse til at sætte i håret, og de pustede til hovederne når de stod i frø for at se, hvor mange kærester de ville få.
I Thy har man taget varsler af mælkebøtterne, og det hed sig: ”Når troldkonerne er stakkede (korte) bliver kornet også stakket”.
Mælkebøttens spæde blade kan spises som salat; blomsterne er også spiselige og har mange anvendelsesmuligheder som blomstersyltetøj, saft, vin, snaps og snack. Bages blomsterne ind i pandekagedej, bliver de et skønt tilbehør til is.
Syltetøj af mælkebøtteblomster. Foto: Mie Buus/Museum Thy.