Judasøre hører til de svampe man kan finde hele året – også om vinteren. Den skifter udseende og karakter i forhold til vejrliget. Den kan tørre ind om sommeren til en kedelig lille gnalling efter en længere periode med varme og tørt vejr. Men netop nu i februar står den mange steder især på gamle hyldetræer og strutter med sine mærkelige ørelignende svampe. Judasøre er brun, blød og bruskagtig. De unge friske ørelignende skud er delikat lysebrune mens ældre svampe får en mørkere farve.
Jeg har forsøgt at tørre den; og efterfølgende lægge den i vand før brug; men jeg synes ikke resultatet blev særlig vellykket, og da den som sagt kan findes hele året, finder jeg det egentlig heller ikke umagen værd.
Judasøre er rig på både jern, kalium og magnesium, ligesom den indeholder fosfor og vitamin B1. Judasøre blev tidligere brugt i folkemedicinen til at helbred og forebygge forskellige slags dårligdomme som børnekopper, halsbylder og øjenbetændelse. Den blev også brugt som middel mod væske ophobet i bindevævet – vattersot.
Judasøre er måske nok ikke nogen stor smagsoplevelse – nærmest det modsatte. Men dens struktur og konsistens er speciel og spændende. Jeg har forsøgt at anvende den på flere måder, og synes dens er bedst i suppe – gerne med urter og ingefær. Den kan dog også fint anvendes i tærte sammen med andre svampe. Her har jeg puttet den i en omelet sammen med fintsnittet porre og en smule hvidløg.
Omelet med judasøre og porre
Ingredienser:
En god håndfuld (ca. 100 g) rengjorte judasøre skåret i strimler
1 porre (brug skaftet) skåret i tynde skiver
1 fed hvidløg
3 æg
1 dl mælk
25 g smør
salt og peber
Fremgangsmåde:
Rens svampene med en børste og fjern stedet hvor svampen sad fast på hylden. Skær svampene i strimler.
Rens porren og skær den i tynde skiver.
Pisk æggene sammen med mælk og tilsæt svampe, porreringe samt krydderier. Kom smørret på panden og pres et fed hvidløg i det varme smør. Lad det brune et øjeblik før æggemassen hældes på panden. Lad massen stege lidt til den stivner og fold omeletten sammen. Omeletten serveres straks med et godt groft brød til.
Se flere opskrifter med Judasøre: [klik her] - læs om svampenes kulturhistorie i Thy: [klik her].