Stegt ål


Ålefisker Jens Madsen på Flade Sø. Foto: Mie Buus/Museum Thy.

Ålefisker Jens Madsen på Flade Sø. Foto: Mie Buus/Museum Thy.

I dag er ålen en sjælden ret på middagsbordet i mange familier, og hvis man ikke lige har kontakt til en ålefisker og derfor mulighed for at skaffe vilde ål, må man købe opdrættede ål. Her i Thy kan man købe ål hos Skovsted Ålefarm.

Men tidligere, da ålen var talrig i Limfjorden og holdt til i de mange søer og åer, blev der spist mange ål i Thy.

I Limfjordsregionen, hvor landbrug ofte blev kombineret med noget fiskeri, blev ål tilberedt på mange forskellige måder – saltet kogt ål, speget ål, syltet ål, ålesuppe, ålekage, ål i karry osv.

Ålen blev også fanget på flere måder – åleglibning, ålestangning og vadefiskeri var langt op i 1800-tallet nogle af de almindeligste former for fiskeri blandt almuen ved Thisted Bredning. Selv kvinder deltog i dette ålefiskeri.

Ål med persille efter opskrift fra 1800-tallet. Foto: Klaus Madsen/Museum Thy.

Ål med persille efter opskrift fra 1800-tallet. Foto: Klaus Madsen/Museum Thy.

Karen Marie Hundahl, født i 1802 i Tilsted nær ved Thisted, har efterladt os denne kortfattede opskrift på ål fyldt med persille som hun kalder ”Svag stegt Ol”: “Man tager Ol, tør dem got, kom saa skaaren Persille der i, og sy for dem, skjær lidt i Olen og sæt saa Halen i Hovedet og bemel dem, kom dem saa paa i Panden naar Smørred er brun. Saa er de færdig“.

Jeg havde det held i 2015 at være på ålefiskeri med fisker Jens Madsen på Flade Sø. Efterfølgende skar Jens hovedet af ålene, flåede dem og rensede dem for mig.

En pandefuld stegte ål. Foto: Mie Buus/Museum Thy.

En pandefuld stegte ål. Foto: Mie Buus/Museum Thy.

I går var det så endelig tid til at spise stegt ål sammen med vores gode ven Mogens Stryhn, som er meget glad for ål og langede godt til fadet. Uden besvær spiste vi 10 ål á ca. 150-200 g. Af hver ål blev der 3-4 pæne stykker på ca. 6 cm.

Ålestykkerne vendte jeg først i en tynd blanding af æg og mælk. Derefter blev fisken vendt i Ølandshvedemel og stegt på panden i smør i ca. 10 min. Under stegning fik fisken et drys salt og peber.

Til ålen fik vi stuvede kartofler i persillesovs. En god øl, i dette tilfælde en Thagaard i serien Ny Nordisk Øl fra Thisted Bryghus og en hjemmelavet porsesnaps fuldendte måltidet.