Om røllike – og en opskrift på røllikesmør


Røllike var tidligere et besværligt ukrudt i kornmarker, og man fandt røllike i Egtvedpigens kiste. I Thy lavede man under verdenskrigene en velsmagende the-erstatning af lige dele røllike og hyldeblomster. De tørrede blade blev også røget som tobak, og fattige folk brugte røllike til ølbrygning.

Røllike spillede tidligere en stor rolle i folkemedicinen. Det var meget almindeligt at koge en the af røllike (røllikevand) som erstatning for kinesisk the. Røllike er ligeledes et kendt middel brugt til at hele sår. I Vestjylland brugte man røllike i en blodrensende the. Den er også blevet brugt mod leverlidelse og forgiftninger. Foder der indeholder røllike blev anset for at være sundt til kvæget, og afkog blev brugt til at rense kvægets sår. Finskåren røllike brunet i madfedt blev gnedet på syge kopatter.

Røllikesmør og urtebrød. Foto: Mie Buus/Museum Thy.

Røllikesmør og urtebrød. Foto: Mie Buus/Museum Thy.

Her er en opskrift på røllikesmør:

Ingredienser:
1 pakke blødt smør
1 håndfuld røllikeblomster
1 spsk sennep med honning
saft af ½ citron
1 spsk honning
en knivspids salt

Fremgangsmåde:
Røllikeblomsterne skylles om nødvendigt. Hold øje med om der er små insekter i blomsterne. De små blomster klippes af og puttes i smørret. Citronsaft, sennep og honning røres i smørret, som smages til.